Skulle man som jeg lide under den skavank indimellem at dele ting fra sin hverdag omhandlende heste, så må man på forhånd gøre sig klart, at præmissen for denne handling kan være ufiltreret kritik og hadske kommentarer. Bare fordi! Indimellem fra afsendere som tilkendegiver deres identitet og navn, men ofte også fra anonyme profiler, som man ikke har en chance for at vide hvem er. Og som ikke har andet budskab end at aflevere en dampende varm hestelort fyldt med indvoldsorme og urinsure mavesafter i ens indbakke. Bare fordi de kan. Får man én hestelort, klarer man den nok. To hestelorte samme uge overlever man også, men det ligger da ganske givet en dæmper på motivationen for fortsat at dele. Når antallet af larvebefængt fæces bliver mere reglen end undtagelsen, fra diverse ubekendte mennesker, der mener det er helt iorden at kaste med lort, så når man til et mæthedspunkt, hvor man tænker: Nu er det snart nok! Jeg lukker ned, Går off gridd. Tilbage til 90’erne hvor mennesker, der har et budskab enten kan tage telefonen og ringe, eller kridte ridestøvlerne og traske de 1 km op ad min lange markvej og komme tæt nok på mig til fysisk at kunne tyre en hestelort direkte i fjæset på mig i stedet. – Hvis deres boldøje altså er rutineret nok. På den måde ville vilkårene ligesom fordele sig mere fair; Jeg ville for det første have en chance for at se hvem vedkommende var. Jeg ville desuden have muligheden for at flytte hovedet, når lorten kom susende, og sidst, men allervigtigst, så ville lortekasteren og jeg havde en reel mulighed for at hilse ordentligt på hinanden og måske – hvem ved, starte en rigtig ægte samtale op i øjenhøjde, hvor de gængse høflighedsregler for at diskutere et givent emne, ville sætte rammen for det vi talte om. Og hvem ved – måske det faktisk kunne føre til noget positivt, og vi ville finde ud af at vi slet ikke var så forskellige endda, og at det med lortene var en skide dårlig idé fra starten af, og at vi faktisk fik det meget bedre, når vi talte ordentligt til hinanden? Og vi ville finde ud af at vi begge var helt vilde med at drikke kakao med skumfiduser en kold dag i stalden, og vi ville finde ud af at vi kunne grine af de samme jokes, og at vi begge havde det med at snakke al for lang tid om heste og ridning til vores kærester, som ikke interesserer sig en dytfis for det, og inden dagen var omme havde vi planlagt en ridetur sammen i vestskoven i kommende weekend. – Men igen, det er jo bare mig, og almindeligt intelligente og reflekterende mennesker, ville selvfølgelig tænke det var verdens dårligste ide!

Tilbage til virkeligheden – og til alle Jer, der følger min profil, og som føler sig stødt hvis jeg fx longerer en hest med indspændingstøjler, rider en hest der går med næsen lidt bag lod, har bid på, rider med sporer, rider med nederste næserem på min trense, ejer en hest med bekymringsrynker over øjnene eller grundlæggende bare mener at jeg tilsyneladende griber tingene helt forkert an: Tak for hestelort – men jeg har ikke brug for den. Et godt råd kunne være selv at prøve at tage en stor bid af den og så reflektere over om det føles som noget du vil servere for andre? Ikke? Så smid det på møddingen, hvor det hører til. Det er sådan vi gør her og det har fungeret glimrende i mange år!

Med hensyn til den snart virkelig opslidende og enøjede og fordummende debat omkring foran lod/bag lod, så forventer jeg inden længe at lave et indlæg der beskriver min holdning til dette. Jeg vil hjertens gerne dele ud af mit perspektiv på det. Det betyder dog ikke at der er åbne sluser i min postkasse til at modtage mere hestelort – det betyder blot at I, der skulle svinge forbi min profil ved hvad jeg tænker og hvordan jeg anskuer det emne – og skulle I ligge inde med en modsatrettet holdning eller være lodret uenige i mit budskab så står det Jer frit for at oprette Jeres helt egen platform til at fortælle om dette. Og jeg lover, at den får I lov at have helt i fred for mig, I kommer ikke til at se skyggen af hestelort herfra!

Mange kys og kærlige kram

Anne