Foto: Privat
Kender I det – når noget bare er FOR uretfærdigt?!
Her i min biks – Rockthepony, har jeg de seneste to år haft glæden af at se Sallys gode rideveninde dygtiggøre sig som rytter – først på den ene lånepony og derefter på den anden.
Alba er en rigtig slider, som lægger alle kræfter i for at gøre sit allerbedste. Desværre har familien ikke haft mulighed for selv at købe pony til Alba, hvorfor hun måtte finde dem på lånemarkedet. Først blev den ene lånepony solgt – og for få dage siden kom beskeden så, at den anden pony også måtte ryge – den skulle også sælges.
Stakkels Alba! Al hendes flid, alle de drømme, alle forhåbningerne, knust på en halv time.
Som gammel skolelærer hader jeg at se godt talent gå til spilde, så jeg besluttede, at hvis ingen andre ville låne Alba en pony – så vil jeg!
Derfor oprettede jeg resolut en lidt optimistisk annonce for at søge efter en billig pony til Alba. 20 minutter senere plingede en besked ind fra søde Anna, som havde en pony, der var blevet uheldigt solgt og måtte hentes hjem fordi den bukkede og stejlede – den kunne vi godt få for en billig penge.
Ja tak, lød svaret. Igår ankom Tellings Garmo på adressen. I dag dag pakkede vi ham ud og han er bare alle tiders fine pony. Vi er glade.

Foto: Privat