Jeg har tænkt på at skifte branche. Mere bestemt, har jeg fået en forretningside, som jeg seriøst overvejer at forfølge: Skammeboxen! Et simpelt produkt, billigt i produktion, fremstillet akkurat som en papkasse – endda i samme brune pap, men med et kæmpe potentiale, særligt inden for hestesporten.
Mit kundeklientel ser jeg for mig, er alle dem, som bør skamme sig. Dem som bør skamme sig over deres ridning. Deres brug af udstyr. Deres leverpostej på brillerne, når de bedømmer et ridt. Deres håbløse evner som hesteejere, deres skadelige perspektiv på et hesteliv, deres ambitioner, deres moralske forfald og deres grundlæggende manglende evne til at forvalte ansvar for nogen eller noget.
Jeg ser Skammeboxen solgt i millioner af oplag til både ryttere, smede, dyrlæger, dommere, avlere, hestejournalister, fotografer, ridelærere, rideskoleassistenter, stutteriejere, Verdensmestre og ponypiger.
Brugen af den er ligetil: Hver gang man har overtrådt den tynde og til tider lidt usynlige etiske linje inden for omgang med heste, så henter man Skammeboxen ned fra loftet og stiller den på plant underlag, så man med lidt møje og besvær kan få sat sig ned i den. Skammeboxen måler 60 * 60* 80 cm. 80 på den lange led. Det er selvfølgelig ikke meningen man skal sidde godt derinde, hellere let ukomfortabelt. Hvis det kun er småting , man skal skamme sig over, kan man godt nøjes med fem minutter. Men ellers vil jeg anbefale man sidder derinde til fødderne sover og ryggen værker; særligt hvis man er rytter eller dommer, da den slags som regel har mere at skamme sig over end os andre. Dyrlæger anbefales at sidde på hug, med vægten oppe på tæerne, og hvis de tænker sig om, ved de godt hvorfor.
Nogle gange er man måske slet ikke klar over at man bør finde skammeboxen frem, men så vil jeg anbefale man smutter en tur forbi de sociale medier – der er helt sikkert en enkelt eller to derinde, som vil mene, at man skal skamme sig – Og er det så ikke fantastisk, at du har Skammeboxen lige ved hånden?
Jeg troede engang jeg vidste et og andet om heste. Om deres adfærd. Om træningen af dem. Om hvordan man fodrer, holder og passer en hest. Hvordan man avler. Hvordan man uddanner. Alt det, troede jeg, at jeg vidste noget om. Og hvorfor det? Fordi jeg, siden jeg som 3,5 årig, med snot flagrende ud af næsen, hev min mor så voldsomt i ærmet, at hun næsten faldt, hver gang vi passerede en firbenet Buller på en tilfældig græsmark. ”Seeeee, mor – en heeeeeest”! – og indtil nu, hvor jeg er 43 år gammel og har haft en akse, der non stop drejede sig omkring de høspisende kræ, som var de universets midte. Som var det selve meningen med livet. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvad andre mennesker, som ikke tjekker Ridehesten, DBA og live.rideforbund hver dag, får deres liv til at gå med?
I dag er jeg mere usikker på hvor meget jeg egentlig ved.
Min søn på 12 år, sagde til mig for nyligt: ”Mor, jeg tror ikke du har helt styr på det der med at køre bil. Når du kobler ud, skal du ligesom mærke koblingspunktet under foden. Det kræver følelse mor!” Han har den seneste uge fået lov at køre vores gamle Kia Sorrento op ad vores private markvej, med sin far siddende ved siden af. Hans kæphøje skråsikkerhed prikkede til min ”hvem-fanden-tror-du-du-er-følelse”, og jeg fik instinktivt lyst til at svare: Hør her, din lille hvalp, jeg har 25 års praksiserfaring med at køre bil. Faktisk startede jeg lang tid før du blev født, ligesom jeg har betalt for begge de køretøjer der holder i gårdspladsen, taget trailerkort og har i et tocifret antal år været benævnt som elitebilist i min forsikringspolice! Så måske du skal tænke dig om en ekstra gang, inden du belærer MIG noget som helst om kørsel! Du med dine 45 minutters latterlige praksiserfaring! Min måde at køre på, at skifte gear på, at runde hjørner af og først tanke i sidste øjeblik, når den røde lampe lyser, er beslutninger og erfaringer truffet ud fra ÅRS erfaringer som bilist. MINE beslutninger, MINE kalkulationer og MINE valg! Fordi jeg VED hvad jeg laver! Det sagde jeg heldigvis ikke til ham den dag. Derimod glædede jeg mig over at han var så optaget af den nye færdighed han var ved at udvikle, smilede opmuntrende og bed et stort mærke i tungen. I hans ungdoms naive entusiasme, genkendte jeg euforien ved at fortælle til andre omkring det nye udsyn og perspektiv man har fået.
Hvis vi bruger mange år på at øve os på noget – Måske fejler vi endda en del undervejs, lider under det, men samler os selv op igen og opnår en ny læring, så kan der hurtigt ske det, at vi føler os berettigede til at være ene om sandheden omkring et givent emne. Især hvis vi har ofret en hel del for at nå frem til de færdigheder og den kundskab vi har. Har vejen været hård og stenet, så har vi lagt os selv i pant for den kundskab. – Jo mere vi har ofret af os selv, jo mere afgørende er det for os at vi har opnået værdifuld læring og kundskab. – For ellers føles vores store slid lidt meningsløt, ikke? Og når vi så møder nogen, der forsøger at udfordre eller modbevise os, bliver vi ofte vrede. Truet på noget eksistetielt, faktisk. Udfordringen er, at vi sjældent har mærket andre menneskers knudrede vej inden for samme emne. Og skulle de mene noget andet end os, så VED vi bare de tager fejl, for som tiden gå, så ER vi vores overbevisninger. – Så Fanden tage den, som forsøger at modbevise og dermed gøre vores liv og levned til en fejltagelse og måske endda et latterligt spild af tid!
Hesteland bugner af mennesker med indre ild. Der er så ekstremt kompetente kræfter at hente, at enhver erhversleder må se misundeligt til over al den virkelyst, drivkraft og engagement vi tilsammen genererer. En kæmpemæssig motor – hvis vi forstår at forene energierne. Det er min overbevisning at vi, som de intelligente væsener vi er, ser ind i en fremtid for heste, hvor vi forstår at forene, frem for at fragtmentere, og hvor vi formår at rumme de perspektiver der kastes mod os, også selvom de ikke rimer på vores egne – og ja, skulle de komme fra en 12 årig dreng, der knap er tør bag ørerne, så lad os glædes over at, endnu en ung spire har tabt sit hjerte til den samme passion, som vi selv har!