Hvilken måde at have hest på er den rigtige? Hvad kan vi tillade os at byde dem vi kalder vores firbenede venner? Må vi ride på dem? Må vi spærre dem inde? Må vi fratage dem deres venner, deres mulighed for bevægelse, deres frihed? Må vi tilrettelægge et liv for dem, hvor de er omdrejningspunktet for vores underholdning og adspredelse – ofte med deres egen krop og psyke som prisen for vores fornøjelse?
Det er store spørgsmål, som særligt i disse dage skaber debat og forargelse rundt omkring i hesteverdenen, og meningerne er mange og med afsæt i forskellig opfattelse af, hvad der er god moral og hesteetik.
At blande sig i denne debat, uden at lande i klaskehøjde, er en næsten umulig opgave, for uanset hvilken holdning du må have til ovenstående, kan du være helt sikker på, at der findes mennesker derude, som er lodret uenige med dig. Ikke desto mindre, har jeg besluttet at vove pelsen alligevel. Simpelthen fordi jeg tror på, at det er væsentligt, at vi tør at definere, hvad god moral og etik er, hvis vi skal finde et fremadskuende ståsted for hestesektoren.
Jeg er 41 år gammel. Jeg startede til ridning, da jeg var 4 år og fik min første hest som 9 årig. Sidenhen er det gået slag i slag – jeg har ejet utallige heste og trænet og arbejdet med tusindvis af heste. Min fascination af heste var dengang altoverskyggende – og er det også stadigvæk den dag i dag. Siden 2019 har jeg drevet Rockthepony, hvor jeg tager heste i træning og tilridning, og selvom mange dage er utrolig lange og arbejdspresset indimellem kan være temmelig tungt, så er det et fantastisk job at have – at få lov til at arbejde med heste.
For mange år siden arbejdede jeg som rytter rundt omkring i diverse salgs og konkurrencestalde. Dengang var jeg modig – nogle ville nok kalde det dumdristig. Jeg var også ok god til at sidde fast, og da min interesse kredsede om de hurtigste/sværeste/vildeste heste, blev jeg automatisk hende, som blev kastet op på de unge heste, der skulle tilrides. Det gik oftest godt. Men indimellem gjorde det ikke, og jeg faldt af og hesten blev forskrækket, ja, panisk angst, faktisk. Det fik mig til at reflektere over hele processen og måden man greb tingene an på – behøvede det være så voldsomt? Behøvede det være så farligt? Var der en bedre måde at gøre det på, så hesten ikke blev så bange?
Disse reflektioner startede for mig en spirende bevidsthed omkring at jeg ønskede at gøre det anderledes. Jeg ledte efter en anden måde at tilride heste på, hvor kommunikationen med hesten blev bedre, så den ikke følte sig overrumplet og angrebet. Det betød, for mit vedkommende, at jeg vendte mig bort fra min rideskolelærdom, som havde primært fokus på at regulere hestens adfærd via dominans, uden forståelse for hvorfor – til at begynde at forstå adfærden bedre og derigennem kunne sætte ind med bedre forklaringer for hesten, når der var noget den ikke forstod eller blev bange for. Overordnet set kan man sige, at jeg begyndte at lytte til mit eget indre kompas, hver gang noget gik skævt med en hest, og så gik jeg med min fornemmelse i stedet for hvad jeg blev fortalt. Det kunne eksempelvis dreje sig om en ung hest, som var bange for at få rytter på ryggen, hvor jeg blev guidet til at longere den mere, så den blev “rigtig træt” før jeg skulle kravle på den igen. Men i stedet for at følge anvisningerne, gik jeg med den indre fornemmelse af at hesten havde brug for noget andet. En forståelse af hvad det ville sige at have mig (rytteren) tæt på sig. At vise den, at jeg var ufarlig. At jeg var til at stole på. Jeg øvede mig på at sætte mig i hestens sted og forstå dens angst – for derigennem at kunne bryde de ting ned den var bange for, og vise den det ikke var farligt. Jeg oplevede, da jeg begyndte at øve mig på rigtigt “at se” hesten, at min succesrate med tilridningerne steg proportionelt. Pludselig lykkedes jeg i et omfang jeg ikke før havde oplevet. Jeg lykkedes med at gøre hestene rigtigt ægte trygge – og det er en læring jeg har taget med mig i resten af mit hesteliv, og som jeg dagligt øver mig på at udvikle.
Denne forhistorie er mit afsæt for at fortælle om min forståelse af hestetræning. Et langt liv, hvor heste har spillet hovedrollen i alle årene, og hvor erfaringsgrundlaget har været massivt.
Heste er fantastiske væsener. De er smukke og graciøse, de er kærlige, venlige og har sociale behov akkurat som os mennesker. Deres sociale liv ordner sig i rang, hvor hestene hierarkisk indordner sig under hinanden. Hvis hesteflokken er bestandig, hersker der oftest ro og harmoni i flokken, for de indbyrdes forhold er afstemt, og alle er på det rene med hvem der er bestemmerhesten – nr ,2,3 osv.
Hestene kan udvise kærlighed til hinanden, de kan knytte bånd og de kan sørge, hvis en god ven forsvinder, akkurat som os mennesker. I løbet af en dag, kommunikerer de med utallige små interaktioner. Er rangordenen afstemt, så består kommunikationen som oftest af berøring og nusning eller simpelthen bare væren i fællesskabet. Opstår der situationer, hvor hestene har brug for at slå hierarkiet fast, vil man oftest se flg udveksling imellem dem: Et øre lægges ned, der bides ud i luften, og er denne truende adfærd ikke nok, må der skrappere midler til. En af mine dygtige kollegaer plejer at formulere det således: Hair, skin, muscle and bone. Det refererer til hestens måde at graduere sin adfærd overfor en anden hest, der udfordrer rangordenen: “Hvis du kommer for tæt på, så får du først en advarsel – og forstår du ikke den, så stiger konsekvenserne”. Det er universelt hestesprog, uanset om det drejer sig om en varmblodshest, en islænder eller en shire.

Må vi ride på heste?
Jeg har med blandede følelser læst mange af de debatter der farer henover de sociale medier. Blandede fordi jeg i mange henseender gyser, når jeg ser og oplever de forfærdelige vilkår som mange heste bydes i sportens og profittens navn, men samtidig fyldes jeg også med mismod og tristhed over den manglende saglighed og nuancering, som jeg mener denne debat bør indeholde. For det er i sandhed ikke nogen nem samtale – det med heste, og hvad vi kan være bekendt at byde dem.
Her kommer mit take på, hvad jeg mener vi kan stå inde for – hvad der er forsvarligt.
Jeg mener godt vi kan forsvare at anvende heste til ridning. Også selvom det “kun” er for vores fornøjelses skyld. Til gengæld mener jeg at vi har et ansvar for at give dem et liv, som så vidt muligt, opfylder deres basale behov. Her mener jeg at vi, udover selvfølgelig at skulle passe og pleje dem forsvarligt, skal sørge for at de lever et liv hvor de hovedsageligt føler sig som harmoniske heste, der ikke overbelastes af stress og angst og smerte. Det kan i sig selv være en vanskelig opgave, idet heste, som de byttedyr de er, gør alt hvad de kan for at skjule en eventuel smerte eller stress. Det kræver derfor at hestens “menneske” er overordentlig dygtig til at gennemskue og forstå subtile signaler fra hesten, idet selv meget små indikatorer kan afsløre store lidelser.
Relateret til ridning, mener jeg godt vi kan forsvare at træne vores heste ud fra de klassiske systemer, som de fleste ridediscipliner er bygget op omkring; nemlig negativ forstærkning. Negativ forstærkning går i al sin enkelthed ud på at du lægger et pres på hesten – og når hesten giver efter for presset, så forsvinder det. Negativ forstærkning foregår på alle niveauer. Lige fra det lette pres fra grimen, hvis du ønsker at føre din hest ud fra boksen, til det voldsomme, og urimelige pres, som de fleste af os så på videoerne fra Helgstrands ridehaller, hvor heste blev redet med en fikserende glidetøjle og en aggressiv pisk og spore. Princippet er altså det samme: Negativ forstærkning. – Men fortolkningen af i hvilket omfang den negative forstærkning bør anvendes, er væsensforskellig.
Jeg bruger også negativ forstærkning når jeg træner heste. Det, som for mig er afgørende for hvad man kan være bekendt/stå til ansvar for, rent træningsmæssigt, er flg: 1: Har hesten forstået opgaven? 2: Er hesten i stand til at udføre opgaven? 3: Beder du hesten om at udføre opgaven med mindst mulig stimuli? (Her er vi tilbage til hair, skin, muscle and bone, som er hestens eget kommunikationssystem).
Jeg har selv en lidt primitiv skabelon jeg anvender, når jeg træner heste. Jeg plejer at sige: En hest har i sin hjerne 5 brikker. Hvis den f.eks. bliver distraheret af noget udefrakommende, fx blæst, så taber den en brik. Lad os så antage den måske er lidt øm i sin lænd, det tager også lidt af hestens opmærksomhed og den mister en brik. Og hvis vi så antager at du har et krav til hesten om at lære noget nyt den dag, så vil du opleve at der bare ikke er brikker nok. For det krav du stiller, det kræver det fulde antal af brikker, og derfor er dit projekt dømt til at mislykkes. Min pointe her er altså: Hvis du ønsker din hest forbedrer sig og hører dine anvisninger, må du starte med at sætte dig i hans sted og forstå om han overhovedet er i en tilstand, hvor han er modtagelig.
Vender vi tilbage til den hierakiske kommunikationsmodel, som hestene anvender overfor hinanden – og som vi som mennesker har god gavn af at efterligne, når vi gerne vil kommunikere med vores heste, er det væsentligt at slå fast: Ønsker du at være “hest nr 1”, skal du være en hest der er værd at lytte til. Du skal altså være en god, kompetent og tillidsvækkende leder. Er du det, efterlader du hesten som “en glad nr 2”.
Når det er sagt, så oplever jeg også at det er muligt at kommunikere med heste på samme plan, som vi mennesker kommunikerer med hinanden. Og her er vi tilbage til at heste føler kærlighed. Heste skaber relationer. Skal der opstå en ægte relation hest og menneske imellem, kræver det meget mere, end som så. Men det er dette bånd, som alle vi hestemennesker fra tid til anden er så velsignede at opleve, som gør arbejdet med heste så magisk og uden sidestykke.

Hvad kan vi være bekendt?
Heste er fantastiske væsener. Og der er dybest set ikke grænser for hvad vi kan få dem til at udføre i vores navn. Der findes utallige heste, som er gået i døden for deres ejere, som har løbet sig selv til et hjertestop, sprunget direkte ind i uoverstigelige forhindringer eller har ydet så meget på dressurbanen, at de har ødelagt både bentøj og deslige. Hesten kan af natur presses ud over evne. Og netop derfor, har vi som hjernen bag avatarprojektet “hest og rytter” ansvaret for at hestens tarv bliver varetaget i alle henseender. Det betyder ikke at vi ikke må presse dem. Det betyder ikke, at de ikke må yde. Det betyder ikke at vi ikke kan lykkes med at få dem til at yde fantastiske præstationer, som giver genklang verden over. Men det betyder at vi – som hestens menneske, skal kende dem så godt, at vi ved præcis hvad de tåler og kan være med til, uden at vi overskrider de grænser, som gør at de trives og har et hesteliv som er værd at leve. Og hvem stiller sig så til dommer over hvad vi må – hvad vi kan være bekendt at byde vores heste? Det er et svært spørgsmål med mange facetter. Det er et spørgsmål som kalder på utrolig meget indsigt og viden, for at kunne blive besvaret retmæssigt. Viden som det tager mange års erfaring at erhverve sig. Hvilket hestemenneske kan med god samvittighed sige at de aldrig har budt en hest noget uretfærdigt? Ingen jeg kender i hvert fald. Men med erfaring kommer som regel viden – og med viden kommer ansvar. Jeg tror på, at hvis vi fremadrettet kan lægge mere fokus på forståelse af hestens natur og adfærd, vil det med tiden give mere reflekterede ryttere, som ikke er blinde for den smerte og angst, som i dag kan være svær for mange at se og afkode blandt vores heste. Og lykkes vi med at uddanne vores helt unge ryttere til at have opmærksomhed på hestens trivsel og velfærd, tror jeg også på at kulturen og forståelsen af hesten som et levende, følende væsen kan skabe en kulturændring på vores rideskoler, stævnebaner og stalde, som giver plads til hestevelfærd som højeste prioritet.
Jeg ønsker af hele mit hjerte at det kan lykkes at finde et fælles ståsted for hestesektoren. Og jeg tror på at det kan lade sig gøre, at vi sammen finder det fælles ståsted, som kan favne både fritidsrytteren, stævnerytteren, islænderrytteren, de unge og de gamle og alle derimellem – og ikke at forglemme: Hesten og dens velbefindende i vores menneskeskabte verden