Foto: Pexels
Det er tid til fjendekaffe. Hestebrancen er ved at æde sig selv op indefra. Som med alle andre fag, der indeholder elementer af omsorg og pleje for andre levende væsener – det være sig dyr eller mennesker, har der også i hestebrancen, gennem årene, sneget sig en forråelse ind, som i flere tilfælde har vist sig at være både tåkrummende og sorgfuld at være vidne til.
Vi har i de seneste 10 år forbedret os markant hvad angår præstationer på konkurrencebanerne, avlsarbejdet af konkurrenceheste og i det hele taget hvad angår mængden af faglig viden, management og sportslige resultater. Da jeg var barn, stod de fleste heste på min rideskole i spiltov, kun de få udvalgte fik hø, resten fik blot halm og havre. Vi tilpassede aldrig sadler eller fik ordnet tænder på dem. Der herskede en kultur omkring at hesten var dum, hvis ikke man kunne få den til at makke ret.
Idag er det generelle billede markant anderledes. Udover at vores viden og management er rykket hestelængder frem, så har især dressuren flyttet sig. Rekorder er blevet slået på de internationale baner, ridningen vi ser idag er på et teknisk meget højt niveau og priserne på rigtig gode heste ligger i millionklassen. Danmark har sat sig på verdenskortet hvad angår i særdeleshed avl og konkurrence inden for dressurheste og der er skudt succesfulde forretninger op, som via handel og uddannelse af heste, udefra set har fundet den gyldne opskrift på triumf.
Som det er de fleste bekendt, skal man enten være født med en gylden hestesko i navlestrengen eller alternativt, sælge sin ene nyre og acceptere et liv som fattig og rettighedsløs bums i en hestestald, hvis man ønsker at få succes som professionel hestetræner.
Som lille pige drømte jeg om dette: At kunne have min dagligdag og mit liv med og omkring heste. Hvor fantastisk ville det ikke være? Jeg tror at alle, som driver forretning med heste idag, engang har været den lille pige eller dreng. Men at komme ind på markedet og have sin berettigelse der, og reelt set skabe en omsætning med kunder i butikken, er en anden sag. Du skal være en stædig motherf*cker, hvis du skal klare dig igennem, som den ene af 1000 andre små piger og drenge, med præcis den samme hestedrøm som dig.
Den allerede eksisterende kultur
Når man træder ind i en allerede eksisterende kultur, der udadtil stråler af succes og vindermentalitet, og man selv blot er en splejset plag i det store hestehav, så kan det være forholdsvis forvirrende at navigere i hvad der er rigtigt og forkert. Man opdrages ind i en kultur, hvor dem der opnår store fremskridt på kortest mulig tid hyldes, og man ønsker brændende selv at lære og forstå hvad der skal til, for at man kan få del i denne succes. Et sted på vejen støder man måske ind i sin moral. Er det her egentlig ok? Kan jeg være det her bekendt overfor et andet levende væsen? Er mine ambitioner løbet af med mig? Mange gange får vi ikke stillet de spørgsmål tids nok til os selv, fordi vi er så påvirkede af den herskende kultur og de mennesker vi er iblandt. Vi mærker måske, inderst inde, at noget føles forkert, men vi handler ikke på det, fordi vi så brændende ønsker at være gode – at være en succes. Og det er her tingene i stilhed kan begynde at skride. Der hvor vi overhører den lille stemme indeni, som fortæller os at vi gik over grænsen.
En ny type Hestefolk
Den økonomiske og resultatrige hestefest var og er både storslået og imponerende. Særligt Helgstrand har udmærket sig ved at skabe resultater hvis lige aldrig før er set. Man fik følelsen af at han kunne gå på vandet. – I hvert fald slide på sine diamantbesatte rollerblades, med et succesfuldt dollargrin og 1000-kr-sedlerne flagrende ud af lommerne, hele vejen hen til banken. Men samtidigt med den massive succes, begyndte der at vise sig sprækker i fernisen. Billeder af heste i smerte blev publiceret. Skjulte optagelser af voldsom ridning blev offentliggjort, og pludselig rullede den ene skandale efter den anden frem for åben skærm.
Nogen havde revet gardinet ned, så man kunne kigge ind bag facaden, og det der blev vist, var ikke et kønt syn. Forargelsen, væmmelsen og afskyen var tyk som sirup hos de fleste af os. Hvordan kan sådanne uhyrligheder finde sted? Som et afkast for denne afsky for lidende heste, blev en ny type hestefolk født, og deres højeste mission var at gøre verden til et bedre sted for alle de lidende heste. At redde dem, som en Messias sendt fra oven. De mange kompromitterende videoer gav dem det rygstød, der ændrede deres karakterer fra at være halvskøre hippietosser, til at skabe momentum og ørenlyd i den brede befolkning. Hestenes længe ventede reddere.
Fronterne
Som tiden går, trækker fronterne skarpere og skarpere op: På den ene side har vi den etablerede hesteverden, der nok kan acceptere at velfærd for heste skal sættes på dagsordenen, men som samtidigt føler sig truet på deres eksistens og levebrød, og derfor opfører sig mere og mere lukket og antikommunkativt omkring egen praksis og holdninger.
På den anden side har vi de selvudnævnte frihedskæmpere for vores allesammens firbenede venner, der ser det som deres vigtigste mission i livet at få afsløret og uskadeliggjort den store hob af ondskabsfulde hestemishandlere, der render rundt derude i fåreklæder.
Midtergruppen
Til sidst, men ikke mindst, har vi en kæmpe stor gruppe af hesteentusiaster, der bare gerne vil have lov til fortsat at finde glæde, ro og samhørighed i samværet med deres elskede heste, men som inderst inde begynder at tvivle på om de mon også hører til gruppen af forbrydere, eftersom de også rider deres heste med bid, engang red med sporer, måske har spændt næseremmen for stramt og vist nok også har tabt temperamentet en enkelt gang eller to.
Denne midtergruppe er ramt af lige dele fortvivlelse, forargelse og skam, og føler på sin vis de kan se sig selv i mange af argumenterne fra begge de radikaliserede lejre, samtidigt med de tænker sig om to gange, før de går ned og handler i ridetøj, i frygt for at dem nede i Netto kategoriserer dem i samme båd som dem der mishandler heste.
Et ondt menneske eller at handle ondt
Nu kender jeg hverken Carina Cassøe Crüth, Charlotte Dujardin eller nogen af de andre individer vi for nyligt har sat ild til og spyttet på i offentligt skue. På trods af det, vil jeg næsten med 1000% sikkerhed kunne sige, at vi ikke finder et ondt menneske, hvis vi opsøger personerne og prøver at lære dem at kende. Tværtimod – vi finder blot et menneske.
Der er forskel på at være et ondt menneske og at handle ondt. Der findes gode mennesker overalt i vores samfund, der handler ondt. Du og jeg gør det også – vi bryder os bare ikke om at indrømme det overfor hverken andre eller os selv. Nogle mennesker kan hurtigere drives dertil end andre, men vi rummer allesammen potentialet til onde handlinger, hvor lidt vi ønsker at anerkende den ubehagelige tanke. En forrået kultur driver hurtigt mennesker til at handle ondt. Også uden man selv gør sig det bevidst. Man bliver tiltagende mere rå, brutal, mindre empatisk og mere kynisk i tanker og handlinger. Mange gange handler man på en afmagtsfølelse. En følelse af ikke at være god nok, ikke at lykkes, ikke at slå til. Ofte starter en forråelsesproces med mildere former for aggression og udvikler sig så henover tid, idet man som individ bliver mindre og mindre i stand til at kontrollere sine impulser til at handle ondt. Måske man endda fortæller sig selv at ens handlinger godt kan retfærdiggøres, fordi man ikke kan få øje på andre løsninger, føler sig afmægtig og fordi kulturen understøtter det.
Den umulige løsning, som bor lige rundt om hjørnet
Klokken er slået fem, og det er tid til fjendekaffe, som overskriften siger. Krigen raser og argumenter, videomateriale, vredesudbrud og trusler farer henover vores sociale platforme. Vi læser det hele med firkantede øjne – mærker efter indeni og erklærer os enten enige eller uenige, med modifikationer. Tendensen synes at være: Er du ikke med os, så er du en af DE ANDRE – og dermed ikke til at stole på.
Al forskning peger på, at uanset hvor velargumenteret du må være – hvor mange fagligt funderede artikler du kan trække op af sadeltasken, og uanset hvor meget evidens der underbygger dine påstande, så vil modparten skide dig en hestepære (undskyld mit franske), så længe han ikke bryder sig om dig.
Det har nemlig taget din modpart præcis lige så lang tid, lige så meget erfaring og indsigt at nå frem til lige præcis det synspunkt vedkommende repræsenterer, som det har taget dig at nå til dit. Derfor vil vigtigheden i at opleve konsistens indenfor ens egen opfattelse af (heste)tilværelsen, være langt mere vigtig for den enkelte, end at lytte åbent og ægte til hvad modparten har at sige. Det er sørgeligt, men sandt. – Tænk bare på din mand eller kone derhjemme, når I har et skænderi, hvor åbenlyst ligeglad du er med hans eller hendes argumenter – Han/hun er stadig en dum skid, der ikke fatter noget som helst, uanset om vedkommende har en pointe eller ej.
Og sådan er vi mennesker desværre – umulige at trænge igennem til med gode argumenter – for evigt dømt til at bekrige hinanden.
Men hvad så, Anne, skal vi så bare se hele denne branche sejle lige ned i kloakken? Nej! Nej vi skal ej! Men vi skal gøre det der virker – ikke spilde kræfterne på det som ikke fører os nogen steder hen.
Og netop derfor er der brug for fjendekaffe. Et begreb der dækker over, at du er nødt til at invitere dine modstandere ind på kaffe. Give dig tid til at lytte til dem. Sætte dig ind i deres perspektiv og ståsted. Forstå hvor de kommer fra. Empatien er altid sværest, når den skal fremfindes for dem vi ikke føler et værdifællesskab med. Men lige der hvor den er allersværest, der gør den en ægte forskel. Æd den.
Men hvad med hestene?
For at kunne handle bedre i fremtiden er vi nødt til at erkende, at vi alle er i stand til at handle ondt. Til alle tider. Erkendelsen af at ondskab bor i os allesammen – om det så drejer sig om mishandling af dyr, om udskamning af andre mennesker på facebook, om dødstrusler vi sender til folk vi mener har handlet urigtigt, eller handlinger vi udfører i det godes navn, men som skader enten andre individer eller væsener, er vi nødt til at acceptere som en præmis for at være menneske.
Der hvor vi har chancen for at opdage forråelsen, er der hvor den lille tvivl dukker op. Det lille mishag indeni. Med mishaget kommer tvivlen. Tvivlen om vi gør ret? Og tvivlen er en af de væsenligste menneskelige følgesvende, som kan være med til at bringe os tilbage til at gøre rigtigt i stedet for at gøre forkert. Tvivlen må vi aldrig undertrykke. Aldrig se som en svaghed. Tvivlen omkring vores gerninger og handlinger er afgørende for at vi konstant holder os skarpe og moralsk ansvarlige. Og det er uanset om vi taler om behandling af heste eller ageren overfor mennesker vi er uenige med.
Tør du kigge på dig selv og italesætte hvorhenne du var fej, ond, udspekuleret, unuanceret? Det er ikke nogen rar øvelse. Men den er vigtig. For modet til at turde kigge på sig selv og egne perspektiver, giver både mod til at turde handle på det, men også større empati og forståelse for at andre indimellem kan have brug for hjælp til at handle anderledes, når de, for en stund, har mistet evnen til at tvivle og være modige. Tør vi kigge ind i egne fejl og uskønne handlinger, er vi også mere tilbøjelige til at se på andre med mildere øjne og forstå at verden ikke er delt op i gode og onde mennesker.
Tillid og sårbarhed
For at kunne skabe den hestesektor som fremadrettet er både bæredygtig, sund og rar at være i for både to og firbenede, har vi brug for tillidsfulde rum, hvor vi i fællesskab kan diskutere præmissen for foretagendet, uden at skulle frygte stigmatisering og udskamning. Der er brug for rum, hvor alle perspektiver bliver hørt og taget med. Hvis man ægte ønsker at ændre på en forrået kultur, er det væsentligt ikke at brænde enkeltpersoner på bålet, men istedet stille sig nysgerrig og forstående overfor hvordan handlingerne eskalerede dertil. Det er den eneste måde at opnå en reel ændring på.
Vi har så utrolig meget værdifuld viden at bygge på. Vi er så utroligt kompetente. Vi har brug for at brede den kompetence ud, dele den og bygge videre på den. I stedet for at udpege og brænde “de brodne kar” som det så patetisk kaldes, så lad os stille skarpt på alt det der skal skabe den hesteverden vi ønsker os.
Og møder du nogen – i virkeligheden eller på de sociale medier – der repræsenterer et andet synspunkt end dig selv, så modstå i første omgang impulsen til at tilsvine og modargumentere – bryg i stedet en god kop kaffe, træk vejret og giv det så dit bedste skud til at forstå hvor din modpart kommer fra.
Rigtig god fornøjelse!
NB: Inspirationskilder: Morten Münsters podcast Adfærd, samt Dorthe Birkmoses bog: Når gode mennesker handler ondt
Mange står klar med kaffe og såmænd også kage, uden at nogen har lyst at deltage. Sådan har det været i mange år. Jeg tror at det er derfor fronterne nu er trukket så hårdt op. Mens jeg læste artiklen, blev jeg klar over at jeg nok har stillet kaffen væk, indtil der kommer nogen og banker på og også er holdt op med at banke på hos andre.
Som i mange af livets sammenhænge er et godt princip:
“Prøv først at forstå – derefter at blive forstået”