Det er svært at finde sine ben og ståsted i hesteverdenen idag, uden at komme til at fornærme nogen. Tiderne varsler opgør med de traditionelle måder at anse heste på, og det nye ståsted for hestevelfærd er stadig ved at blive defineret.
Nogle poster billeder af sådan som dressur engang så ud og mener de gamle dyder er glemte, mens andre forestiller sig en verden, hvor hesten skal kunne vælge frit, om den ønsker at ride en tur med sin rytter eller ej.
Hestesport og verden i forandring
Ligesom hestesporten er i forandring, er verden omkring os det også. Engang anede man ikke, hvad fake news var. Vi troede på de gamle institutioner og deres bolværk, som holdt verden sammen, og vi lyttede altid først og fremmest til fagpersoner frem for lægmænd, der udtalte sig om et givent evne.
Fagpersoner, der vel og mærke byggede deres synspunkter op med erfaret viden og evidens frem for synsninger, sansninger og mavefornemmelser. Skulle du have ørenlyd, skulle du gøre dig fortjent til det.
Verdens bedste dressurrytter hængt ud i stor dansk avis
I den forgange uge blev verdens bedste dressurrytter, Cathrine Dufour, hængt ud i en stor dansk avis, for at mishandle sin hest i alles påsyn, og samtidigt forsøge at kamuflere selvsamme handling. Billeder blev vist af en åben hestemund med violet tunge og skum omkring. Og udtalelser fra en fagperson, som godt nok ikke kunne være sikker i sin sag, men som “måske” mente at hestens velfærd blev kompromiteret, blev brugt som løftestang til endnu engang at opildne massehysteriet omkring hestevelfærd.
En vogn, der føles samvittigheds-lettende at hoppe med på, men som meget let kan vise sig at give uopretteligt bagslag, når vi opdager den ikke kun pløjer skruppelløse hestemishandlere ned på sin vej, men ender med at torpedere os allesammen, og smadre hele hestesektoren, når den ude af kontrol, kommer dundrende imod os.
Skal vi tro på den præmis, så betyder det…
Artiklen omkring Cathrine Dufour er beviset. Verdens bedste dressurrytter rider nu ikke længere godt nok til at kunne gennemføre sit ridt uden at kompromitere hestens velfærd. Skal vi tro på den præmis, så betyder det at ingen af os bør ride dressur længere. Vi bør heller ikke ride spring. Eller islænder. Eller military. Eller tur. Faktisk bør vi slet ikke ride, men købe os en kæphest i stedet, den må du ride lige så tosset du vil. Og der kan man så stille sig selv det spørgsmål – var det hvad vi gerne ville opnå?
Debat – Må man påføre sin hest smerte eller ubehag
Debatten omkring, om man må påføre sin hest smerte eller ubehag er en svær størrelse at gå ind i. Nogle vil sige, “nej selvfølgelig ikke”. Andre vil sige, “ja til en vis grad” og andre igen lægger ikke de store tanker bag, bare hesten “makker ret”. Hestene på marken kommunikerer selv via både lyd, gestik, mimik og berøring. – Både positivt og negativt. Ligesom alle andre pattedyr gør det, i en eller anden forstand. Smerte er en ufravigelig del af af denne kommunikation, om end den i harmoniske hesteflokke er mindre udtalt. Dominans ligeså. Det findes iblandt alle pattedyr – Også heste og mennesker.
Når vi træner vores heste i dressur
Når vi træner vores heste i dressur, efterligner vi hestenes måde at flytte rundt med hinanden på. Det er det vi kalder negativ forstærkning. Det betyder du skaber et tryk eller et “ubehag” om man vil, som hesten så flytter sig for. – Og vupti, så er du igang med at lære din hest at ride. Fravær af ubehag er altså det vi gerne vil have hesten til at stile imod.
Kunsten består så i…
Kunsten består så i at træne hesten så godt, at ubehaget er minimalt. At ride med “fine hjælpere”, kalder vi det med dressursprog. Jo finere hjælpere du kan ride din hest for, jo bedre rytter er du.
Og så er vi tilbage til Cathrine Dufour. En rytter, der gennem årene har vist sig fænomenalt dygtig til at ride dressur, så det ser ud som om hun rider med helt usynlige hjælpere. Titusindvis af træningstimer tager det, at blive så god. Og derudover en enestående evne til at aflæse og kommunikere med din hest gennem kropssprog. Så enkelt kan det siges. Cathrine har længe været mageløst dygtig. Og for nyligt blev det endnu en gang bekræftet, da hun toppede verdensrangslisten som den allerbedste.
At få lov til at opleve en rytter som Cathrine i levende live, burde være noget vi udviste stor taknemmelighed og beundring over. Og alligevel er hun nu offer for den agenda, der som en løbeild har bredt sig gennem hestesektoren de seneste år: Alle der dyrker dressur på topplan mishandler deres heste.
Mine reflektioner
Jeg hilser selv en opgraderet udgave af vores forståelse af hvordan vi træner heste velkomment. Jeg tror på udvikling, på konstant fornyelse, retænkning og refleksion over egen praksis. Alligevel er jeg dog af den gamle skole, som mener at uddannelse og læring gennem erfaring er afgørende for vores fundament for forståelse. Jeg tror på, at de mange mange år, som mennesker før os har tilbragt sammen med heste, giver os et solidt vidensfundament at stå på, som vi skal være taknemmelige for og værdsætte – Ikke brænde på bålet som kætteri. Jeg ønsker inderligt for hestesektoren, at vi formår at forene kræfterne og anvende al den ekspertviden vi har tilgængeligt.
Du må arbejde konstruktivt
Ved man en lille smule om hestetræning – og læring i det hele taget, så ved man også, at skal du rykke på mentaliteten hos en hest, så må du arbejde med de små ændringer. Lidt ad gangen. Du må arbejde konstruktivt, se på det der allerede virker og bygge på det. Det samme gør sig gældende for vores branche. Skal vi bevare den, men samtidigt flytte den i en konstruktiv retning, må vi se på det, der allerede virker og bygge på det.
LÆS OGSÅ: Det er tid til Fjendekaffe
Hvad er det vi vil?
At kaste en stang dynamit under vores allerbedste rytter, for at skabe mest mulig røre i hesteland, må betegnes mere som ekstremisme end et reelt ønske om at forandre noget til det bedre. Så man kan spørge sig selv – Hvad er det egentlig vi vil?
Foto: Pexels
Det handler ikke om Cathrine Daniel Nanna eller nabo – det handler om det skal være acceptabelt at ride rundt på en hest med en iskæmisk tunge.