Hvordan skal det hele dog gå? Min hjerne er fuld af tanker og mit hjerte fuld af følelser. Om heste. Om ryttere. Om etik og moral og hjulene der driver verden rundt. Jeg bor på en gård ude på landet. Mit liv og min dagligdag består i træning af heste på godt og ondt. Jeg er den lille fisk, som ikke gør det store væsen af sig – jeg rider kun sjældent konkurrencer og vilkårene jeg træner heste under er ganske beskedne og underlagt Vorherres forgodtbefindende, eftersom jeg ikke er velsignet med tag over hovedet på min ridebane.
Debatten om hestevelfærd/ridning/moral
På trods af mit spartanske setup, berører hele debatten omkring hestevelfærd/ridning/moral mig dagligt. Kort sagt buldrer det derudaf oppe i hovedet på mig. Hver dag ser jeg nye opslag på facebook som enten afslører nye fortrædeligheder, eller måske gør de ikke – måske er det fake news? Jeg kan ikke dechifrere det længere. Ikke desto mindre sætter det tanker i gang inde i mig – jeg reflekterer over egen praksis, hvordan jeg gør, hvad jeg føler, at jeg kan stå inde for og en ransagelse omkring om jeg så efterlever de principper jeg selv tror på. Det er svært – synes jeg, og det får mig til at søge efter svar. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er den eneste, der søger efter nogle holdepunkter eller noget at læne sig op ad, og derfor får jeg lyst til at dele mine perspektiver på ovenstående – til dem som kunne finde det nyttigt.
Grundreglerne for at finde lykke sammen med din hest: Visdom – Mådehold – Retfærdighed og Mod
De gamle grækere havde fat i noget! Sokrates i særlig grad. Sokrates var en græsk filosof og anses for at være grundlæggeren af den vestlige filosofi. Sokrates beskæftigede sig blandt andet med opskriften på lykke – og han endte med at finde 4 grundpiller, som er bærende for et menneskes lykke. Ikke penge – ikke berømmelse eller popularitet eller held, men derimod de nævnte fire ord, som jeg har listet ovenfor: Visdom – Mådehold – Retfærdighed og Mod.
Nu tror jeg ikke Sokrates havde i tankerne at disse grundbegreber skulle forstås i en kontekst med heste, men jeg vil nu alligevel mene at de har sin berettigelse. Især når man pludselig begynder at tvivle på hvad der er rigtigt og forkert at gøre, og hvor henne grænsen skal gå. Det vigtigste er at være et ordentligt menneske, både overfor dig selv, over for andre og over for de heste du har i din varetægt.
Visdom
En af udfordringerne ved hele debatten omkring heste og ridning handler om viden. Hvad ved vi egentlig? Jeg oplever en tendens til at det er vigtigere at mene noget om en sag end at sætte sig grundigt ind i den.
Ofte mener vi noget ud fra et 30 sekunders videoklip, og vi mener det ganske stærkt. Selv kan jeg opleve en følelse af at jeg usikker på hvad jeg skal mene, for at forstå noget i dybden kan ofte vise sig at være utrolig indviklet og noget der vil kræve at jeg virkelig bruger lang tid til at sætte mig ind i ganske komplekst stof.
Jeg ser en tendens, hvor det næsten opfattes som en social forpligtelse at mene noget om ganske kringlede emner, men hvor få har brugt tiden på at forstå tingene i dybden. Jeg tror på at ydmyghed overfor hvor lidt vi ved er væsentlig, og at vi bør bruge langt mere tid på at sætte os ind i og forstå, end på at have en holdning. At være holdningskriger uden at kunne bakke det op med indgående viden og forståelse for tingenes kompleksitet, er en fattig måde at leve på, ja faktisk idiotisk, vil jeg mene.
En god huskeregel kan være: Føler du trang til at udbrede din mening om noget, så start med at sætte dig grundigt ind i tingene – også de synspunkter du som udgangspunkt ikke sympatiserer med. Og husk; tingene er aldrig så sort/hvide som de udgiver sig for – og det sværeste er at lytte til argumenter der modstrider dine holdninger og samtidigt bevare dit ønske om at forstå.
Mådehold
Jeg tror på, at inden i alle hestemennesker er et ønske om at opnå en lykkefølelse sammen med hesten: Om det er følelsen af at springe en stor oxer, den solopgang man så fra hesteryg, den første rigtige piaffe eller bare følelsen af velvære når man galoperer ud af en markvej med vinden i ryggen.
Samtidig er vi mennesker let til fals for alle de ting vi tror giver os lykke: Penge, succes, anerkendelse. Det er begreber som vi jagter, nogle hele livet, fordi vi tror det leder os frem til – Nåhr ja – lykke. Men, at the end of the day, blev vi så lykkeligere af pengene, af berømmelsen, af anerkendelsen? Eller er det bevidstheden, at vi kan se os selv i spejlet hver morgen og vide at vi var ordentlige. Både overfor andre, men også overfor vores heste. Ikke at vi ikke må presse dem. Ikke at vi ikke må stille krav. Men at vi var ordentlige!
Mådehold i hestebranchen betyder, at vores jagt på penge, succes og anerkendelse ikke kompromitterer hestens velbefindende og generelle trivsel. At vi har evne til at styre os – at holde igen og være selvreflekterende i forhold til egen praksis og hvad der er ok.
Jagten på penge, succes og anerkendelse, kaster også en anden betragtning af sig hos mig; nemlig jagten på det perfekte. Den perfekte programridning, den perfekte parade, den perfekte 0-runde i den perfekte høje klasse. Ridning på konkurrenceplan er ofte drevet af ambitioner. Og bag ambitionerne ligger ønsket om andres anerkendelse og ros.
Præstationskultur
Vi lever i en præstationskultur hvor vi klapper af de dygtigste, af dem der stræber og vinder, dem der står højest på podierne og hiver rosetterne med hjem. Dem med de perfekte hesteprofiler på insta – fyldt med succes. Jeg ved det, fordi jeg selv scroller forbi dem hver dag og sukker længselsfuldt over de succesfulde og perfekte rytterprofiler. – Bare det var mig.
Perfektionisme
Men sandheden er, at perfektionismen hurtigt kan blive et fængsel. For det perfekte findes ikke. Ønsker man perfektionisme, vil intet nogensinde være godt nok. At være perfekt er ikke at findes. Så prøv om du kan finde ro i at være uperfekt og nyde din proces, der hvor du er. Mådehold er altså også at nøjes med det uperfekte og turde hvile i det. Giv dig selv lov til at være uperfekt i stedet for at forsøge at leve op til en standard som kun afstedkommer at du konstant vil føle dig som en fiasko.
Mod
Hvornår har du sidst gjort noget, der var modigt?
At være modig handler ikke bare om at turde sætte sig op på staldens vildeste hest. Eller at kravle på ryggen af din egen, minuttet efter den lige har bukket dig af. Det ville jeg nærmere betegne som dumdristighed.
Mod handler om at turde stå ved sig selv og sine meninger, også selvom det gør dig upopulær. Jeg synes personligt selv det kan være svært at lufte mine holdninger omkring dette og hint hvis jeg på forhånd ved at der vil sidde nogle derude, som helt sikkert vil mene jeg er helt galt på den. Særligt efter jeg har stiftet virksomhed, tænker jeg over hvad jeg ytrer mig om offentligt.
Når man har virksomhed og arbejder med noget professionelt, er det ikke gratis at ytre sig. Det kan betyde frafald af kunder. Det kan betyde stigmatisering og udskamning. Det kan betyde fatale konsekvenser for den enkeltes forretning. Med det in mente kan det være særdeles svært at holde fast på sit mod og faktisk turde sætte ord på det man står for. At turde stå på mål for sine holdninger – især når det handler om ens egen integritet – er for mig mere modigt end at hoppe på ryggen af en 3 års selvudløsende skør kugle, med 4 mænd og en enkelt piges liv på samvittigheden, At være modig er at turde stå op for det man tror på – også selvom det betyder ubehag og antipati fra andre. Som den pleaser jeg er, er det noget jeg selv øver mig på hver dag.
Retfærdighed
Retfærdighed taler ind i den respekt, vi bør vise både andre mennesker omkring os, men også vores heste. Min kloge ridelærer siger altid: Du må ikke stille hesten en opgave den ikke kan løse – og du skal altid sørge for han har en vej ud. Du skal være retfærdig! Relationen mellem dig og din hest er ikke lige. I er ikke lige. Man kan endda tale om at der er en jubelråbende uretfærdighed i at du holder din hests liv i dine hænder; du bestemmer hvad han skal spise, hvor han skal sove, hvilke venner han må have eller ikke have, hvor mange timer han skal være ude og inde, samt hvilke krav han skal underkastes, når du vil ride på ham. Det er præmissen.
Men denne magt overlader samtidigt et stort ansvar hos dig: Ansvaret for at passe godt på din hest i alle henseender. Kende til hans behov og opfylde dem. Være dig bevidst omkring uretfærdigheden i præmissen og derigennem forvalte din magt med – nå ja – retfærdighed!
Selvreflektion
Koger du hele molevitten sammen, ender du med begrebet selvrefleksion. At turde at bevæge sig derud hvor man stiller sig selv de svære, men vigtige spørgsmål. Dagligt. Egentlig er det ganske simpelt og inderst inde, så ved vi det godt.